Lægen

Niels Møller, læge:

Hvad skal der til for at blive indlagt på Svanevig Hospice?

”I første omgang får vi en henvisning fra patientens egen læge eller fra en sygehuslæge. Når vi får henvisningen, læser vi patientens journal, ser på røntgenbilleder, laboratoriesvar mm. Vi skal sikre os, at patienten opfylder kravene til at komme på hospice, som er, at man har en uhelbredelig sygdom og har behov for specialiseret tværfaglig behandling. Hvis det hele er på plads, så kan patienten komme hertil, når der er en plads”

Hvor lang er ventelisten?

”Det er meget svært at sige. Den varierer, men er ofte kort. Nogle gange kan man blive indlagt dagen efter, andre gange kan der gå en uge eller to. Vi har plads til 14 patienter af gangen, men det er altid svært at vide, hvornår der bliver plads”.

Hvad sker der så den dag, man kommer?

”Jeg kan læse patientens journal lige op til vedkommende kommer, så når patienten kommer ind ad døren, ved jeg, hvordan han eller hun har haft det de seneste dage, og jeg kender de seneste prøver, der er blevet lavet. Når patienten er ankommet, laver jeg en grundig journalgennemgang sammen med ham eller hende, måske nogle pårørende og en sygeplejerske.
Under samtalen taler vi meget om, hvad patientens forventninger er til opholdet. Skal de fx i genoptræning? Hvad kan de spise og drikke? Alt hvad der er vigtigt for, at patienten kan få et godt ophold. Den snak tager som regel mellem en halv og en hel time, alt efter hvor træt patienten er.”

Hvordan adskiller en indlæggelse på Svanevig sig fra en indlæggelse på sygehuset?

”Ro. Tid. Og ikke så mange mennesker omkring dem. Vi har tiden og muligheden for at være velforberedte og kunne lytte. Og de ting betyder så meget. Patienterne er altid både beroligede og imponerede over, at vi kender hele deres sygehistorie, og at vi har tid til at lytte til deres oplevelser og følelser. Det er vigtigt, at patienten – og de pårørende – føler sig trygge, så der er altid plads til, at de kan spørge om alting.
Samtidig adskiller vi os ved, at vi ikke har faste rutiner. Patienten kan stå op klokken fem eller sove længe, det bestemmer de helt selv”.

Hvad er de typiske symptomer for patienterne?

”Først og fremmest det, vi kalder, fatigue. Det er en svær træthed, som særligt cancerpatienter oplever, og som ikke kan sammenlignes med det, raske mennesker kalder træthed.
Så er der naturligvis smerter, som vi heldigvis næsten altid kan gøre noget ved. De fleste patienter, der har været syge længe, oplever også at have mundsvamp. Det er meget generende, men heldigvis også meget nemt at helbrede.
Mange patienter oplever, at de ikke har ret meget appetit. For dem er det vigtigt, at de får det mad, de allerbedst kan lide, og heldigvis har vi køkken i huset, som kan lave livretter, hvis der er noget, patienten drømmer om at få at spise.
Nogle patienter kan også være forvirrede eller konfuse.
Vi oplever ofte, at patienterne kommer med meget lange eller ligefrem forskellige medicinlister. De får, hvad jeg kalder lag-på-lag-medicin. Det er en af de vigtigste opgaver for mig at få kigget på deres medicin og fjerne det, der er overflødigt eller måske direkte uhensigtsmæssigt”.

Hvad synes du selv er dine allervigtigste opgaver?

”Først og fremmest at lytte! At gøre det klart for patienten, at jeg kan og vil hjælpe dem så meget, det er mig muligt.
Det er vigtigt for mig at udrede symptomer, som er uafklarede, så vi kan hjælpe patienten bedst muligt.

Det er også vigtigt for mig at have tid til at lytte til de pårørende. De er ofte meget belastede. Mange har været på rundtur til alle regionens hospitaler, og de er slidte. Det betyder noget for dem, at der er en, der forstår, hvad de har været igennem.

Det vigtige er, at patienter og pårørende føler tryghed. De skal føle, at jeg – vi – har forstået, hvad de siger, og at vi er parate til at hjælpe.”