Stine Juul Jensen, serviceassistent:
”Nullermænd er overvurderede, når man er dødssyg”
”Vi kommer jo i alle lejligheder og gør rent, og jeg synes, det er hyggeligt, når patienten er i lejligheden, mens jeg gør rent. Jeg lærer så mange mennesker at kende, og jeg elsker, når de vil dele lidt af deres historie med mig.
Jeg har altid tid til en snak. Det er så vigtigt, synes jeg. Og jeg bliver virkelig klogere på mennesker af de snakke. Vi kan tale om alt. Fra de ting, de har oplevet i livet, deres job, familie, deres tanker om fremtiden – og nogle gange selvfølgelig også om sygdom. Men faktisk synes jeg ikke, sygdom fylder ret meget. Det er vigtigere for de fleste at fortælle om det liv, de har levet.
Jeg tænker tit, at det er utroligt den måde, som mange patienter tackler deres sygdom på. Den fylder bare ikke ret meget. I hvert fald ikke, når de taler med mig. Mange virker afklarede. Det synes jeg er inspirerende. At man kan nå dertil.
Og så er jeg glad, hvis jeg kan opfylde et ønske for en patient. Fx var der en mand, som elskede blomster. Jeg gik ud i haven og plukkede en stor buket og satte den i to vaser. Den ene skulle stå lige foran fjernsynet, for så så han blomsterne hele tiden. Det var dejligt at kunne gøre det for ham.
En anden gang var det en patient, der gerne ville ud at cykle en tur i vores rickshaw. Hun ville gerne have en med, så mens en frivillig kørte, så sad hun og jeg og nød turen sammen. Vi havde det simpelthen så sjovt og hyggeligt. Den slags oplevelser betyder rigtigt meget, og jeg er glad for, at jeg arbejder et sted, hvor det bliver vægtet som en del af arbejdet.
I det hele taget oplever jeg, at patienterne er meget beskedne i deres ønsker, og det er sjældent de beder om at få gjort ekstra rent.
Nullermænd er simpelthen overvurderede, når man er dødssyg”.
Hvorfor har du lige valgt at arbejde på et hospice?
”Min moster var indlagt på Svanevig, og den gang sagde hun: ”Her skal du ned at arbejde. Det vil lige være noget for dig”.
Det var jeg ikke helt sikker på, men da jeg så et jobopslag, så søgte jeg det alligevel. Da jeg havde været til samtale, vidste jeg, at det ville jeg gerne. Og jeg er så glad for det.
Vi har et rigtigt godt tværfagligt samarbejde, hvor jeg føler, at alle faggrupper er lige meget værd, og vi byder alle sammen ind med det, vi kan.
Ind imellem kan jeg da godt køre herfra og tænke på en samtale med en patient, som har fyldt meget, men det er næsten aldrig på en trist eller tung måde. Jeg er glad for at møde mange forskellige mennesker, og jeg kan sagtens holde ud at lytte også til lidt triste historier. Hvis jeg har brug for det, er der altid en kollega, jeg lige kan vende det hele med. Men langt de fleste dage er der mere smil og grin end tunge oplevelser”.
