Charlotte Larsen, sygeplejerske:
” Det er livsbekræftende, at jeg kan være med til at gøre en forskel”
Hvorfor har du valgt at arbejde på et hospice?
”Først i 00’erne arbejdede jeg på kirurgisk afdeling på Nakskov Sygehus. En dag opfordrede vores afdelingssygeplejerske mig til at tage et palliationskursus. Vi havde naturligvis mange meget syge patienter, så det gav god mening, men jeg var i tvivl om, hvorvidt det var noget, jeg havde lyst til.
Efter lidt snak og efter at have tænkt over det blev jeg overbevist – og det er jeg så glad for. Det var et enormt spændende kursus. Og det tændte noget i mig. I palliationen ser vi på det hele menneske: fysisk, psykisk, socialt og åndeligt/eksistentielt. Det gav så god mening for mig.
Kurset vakte min interesse for specialet, og jeg tænkte, at jeg virkelig gerne ville arbejde på et hospice, hvis der skulle komme et til Lolland-Falster.
I årene derefter tog jeg løbende kurser og deltog i temadage om palliation. Det gav mening, fordi vi fik palliative patienter på både den kirurgiske afdeling og den medicinske afdeling, hvor jeg senere kom til at arbejde.
Da Svanevig Hospice så åbnede i januar 2010, søgte jeg en stilling det første forår – og her 12 år senere synes jeg stadig, det er et virkeligt spændende speciale!
Vi møder mennesker, der er i en meget sårbar situation, og vi er her for at lindre og hjælpe, så de kan få lov at leve livet. Vi skal sørge for at give dem så gode dage, som det er muligt – både patienterne og deres pårørende – med de begrænsninger, der kan være på grund af deres sygdom”.
Hvordan mærker du forskellen på dit arbejde her i huset i forhold til en almindelig sygehusafdeling?
”Det er sværere at få de gode samtaler med patienter og pårørende på et sygehus, fordi der er så meget mere, patienten skal. Der er undersøgelser, prøver, operationer som skal passes. Som sygeplejerske har du dermed også andre opgaver på et sygehus, end du har her, og du har flere patienter, du skal tage dig af.
Samtidig ville jeg føle, at det var svært at tage en dyb samtale med en patient på en to- eller firesengs stue. De ting, vi taler om, kan være sårbare og svære, så sådan en samtale tager man ikke med flere udenforstående som tilhørere.
Jeg er meget glad for den ro, vi har på Svanevig. Her er tid til at tale med eller bare være hos patienten og hos de pårørende, som også tit har behov for hjælp og støtte. Der er tid til at lytte og finde ud af, hvad det er for et menneske, vi modtager. Hvad er det for et liv, de har levet? Hvad betyder noget for netop dette menneske? Hvad er livskvalitet for denne patient? Og hvad kan vi hjælpe patienten med, så livet kan leves til det sidste?
Her er mere rummelighed og i det hele taget en anden ramme for arbejdet, og det betyder meget for mig”.
Hvad betyder det for dig, at der er god tid til dine patienter?
”At jeg kan koncentrere mig om at yde den sygepleje, som patienten aktuelt har behov for på lige den dag eller lige det tidspunkt. Og det kan være lige fra fysisk pleje til samtale, nærvær eller en tur udenfor.
Jeg kan støtte patienterne i det, der er vigtigst for dem. Det, der giver dem livskvalitet, så de stadig har mod på at få oplevelser og leve livet.
Her er det jo ikke døden, der fylder mest i dagligdagen. Der er der fokus på at få en så god dag som muligt. Men nogle dage fylder tankerne om døden alligevel meget, og så er der tid til at lytte til patienten og de tanker, der myldrer rundt i hovedet.
Jeg føler en ydmyghed omkring min rolle som sygeplejerske, og det er altid patienten og de pårørende, der bestemmer, hvor langt de vil lukke mig ind i deres liv. Nogle gange kommer der bare små bidder, andre gange har de meget brug for at fortælle. Min opgave er at være til rådighed, når behovet er der
Det er livsbekræftende, at vi som personale kan få lov at gøre en forskel for et menneske i en svær situation”.
Hvilke spørgsmål oplever du, at patienterne har til dig?
”Mange spørger til tidsperspektivet: Hvor lang tid har jeg tilbage?
Og et andet spørgsmål, der ofte kommer, er: Hvordan er det at dø? Hvordan bliver det? Hvordan er vejen dertil? Mange er bange for smerter, for åndenød, for at blive kvalt. I de tilfælde taler jeg med dem om, hvad vi kan hjælpe dem med, så de ved, at vi har muligheder for at lindre smerter eller angst. Og den snak tager jeg gerne mange gange, hvis der er behov for det.
Men alle disse spørgsmål åbner jo for åndelige og eksistentielle tanker, og i det spektrum kan der gemme sig meget. Der kan være oplevelser med tidligere dødsfald hos nær familie eller venner, der kan være historier om svære dødsøjeblikke, der kan være spørgsmål om tro. Heldigvis er der tid til at tage disse samtaler med patienten. Jeg føler altid stor ydmyghed over at blive lukket ind i deres tanker, og jeg anerkender dem, når de tør dele dem med mig”.
Hvor meget tid bruger du på pårørende, og hvilke spørgsmål oplever du oftest, at de har?
”Det er meget forskelligt, hvor meget tid jeg bruger på de pårørende. Det afhænger meget af deres behov.
Hvis en patients tilstand ændrer sig til det værre, så kræver det naturligvis, at de pårørende bliver informerede om, hvad der sker. De skal også informeres om den sidste tid inden et dødsfald, og hvad de typisk vil kunne se og opleve, så de er så godt forberedt som muligt.
Nogle pårørende har større behov for samtaler og information end andre, og nogle pårørende opsøger og kontakter os selv, mens der er andre, vi lige må prikke lidt på skulderen for at høre til, hvordan de har det. Det er en balancegang, hvad vi skal gøre og sige, og det vurderer vi altid ud fra et fagligt syn.
Ofte har de pårørende jo også samme spørgsmål som patienterne: Hvor lang tid tror du, der går? Hvordan sker det? Jeg vil gerne være der, når det sker, hvad skal jeg så være opmærksom på?
Jeg taler med dem om, at alle forløb er individuelle, og jeg gør mit bedste for at informere de pårørende så meget, så de kan føle sig så trygge som muligt og ved, at vi er der for dem”.
