Emma Topp, sygeplejerske:
”Arbejdet på hospice giver mig mulighed for at yde omsorg til mennesker, hvor der er fokus på lindring og livskvalitet”
Hvorfor har du valgt at arbejde på et hospice?
Jeg er vokset op i lokalområdet omkring Svanevig Hospice og har altid tænkt, at arbejdet på Svanevig kunne have min interesse uden helt at vide, hvad et job som sygeplejerske på et hospice kunne indebære.
Under min uddannelse som sygeplejerske i Odense fik jeg mulighed for at være i praktik på en børnekræftafdeling. Her fik jeg viden om den onkologiske behandling, men dét der særligt vakte min interesse, var den palliative pleje, der blev givet til børnene – og deres familier. Selvom der er forskel på palliativ pleje til børn og voksne, så var jeg ikke i tvivl om, at når jeg en dag skulle flytte tilbage til lokalområdet, så ville jeg søge en stilling hos Svanevig Hospice. Det hele lykkedes i sommeren 2023, og det er jeg så glad for.
Jeg er siden blevet bekræftet i, at arbejdet på hospice giver mig mulighed for at yde omsorg til mennesker, hvor der er fokus på lindring og livskvalitet – præcis som jeg håbede på. At kunne støtte både patienter og pårørende i en sårbar tid og være med til at skabe tryghed og ro for dem, er meget livsbekræftende.
Hvordan mærker du forskellen på dit arbejde her i huset i forhold til en almindelig sygehusafdeling?
Nu har jeg kun været uddannet som sygeplejerske siden januar 2023, så jeg kan ikke prale med en lang erfaring fra sygehuset. På trods af dette så mærker jeg dog en forskel på mit arbejde her i huset sammenlignet med mit tidligere arbejde på et sygehus.
På sygehuset er der generelt fokus på diagnosticering og behandling. Den enkelte patient skal typisk til undersøgelser, have taget forskellige prøver eller måske til en operation. Dét, samt at sygeplejersken ofte har ansvaret for flere patienter, end vi har her på Svanevig, kan gøre det svært at opbygge en dybere relation til den enkelte patient.
Her på Svanevig er tempoet mere roligt. Her skal patienten ikke gennemgå forskellige tidskrævende undersøgelser, og det frigiver tid. Tid til at jeg kan yde den sygepleje, som den enkelte patient har brug for her og nu. Tid til at tale med de patienter og pårørende, som har behov for det. Tid til at jeg kan støtte patienten i at få en så god dag, som det er muligt. Det er meget betydningsfuldt.
Hvad betyder det for dig, at der er god tid til dine patienter?
Som jeg lidt sagde ved det forrige spørgsmål, så har tiden en betydning for, hvordan jeg kan yde sygepleje. Når jeg har tid til at være nærværende og fuldt til stede, så kan jeg bedre lære patienten at kende, og vi kan danne en relation til hinanden. Denne relation gør, at jeg kan skræddersy sygeplejen til den enkelte patient – både ift. til basal pleje, men også ift. at skabe tryghed og mening for patienten i den tid, hvor de er på hospice.
Jeg oplever, at vi som personalegruppe er gode til at hjælpe hinanden på kryds og tværs, så vi sammen kan støtte patienten i at bruge tid på dét, der opleves vigtigt for dem. Det kan f.eks. være at gå en tur til vandet med patienten, hjælpe dem med et spabad eller tiden til “bare” at være til stede.
Tiden gør en stor forskel i arbejdet på hospice. Tiden gør det muligt, at få dagen til at handle om mere end “bare” basal pleje; det handler om at skabe meningsfyldte øjeblikke.
Hvilke spørgsmål oplever du, at patienterne har til dig?
Det er meget forskelligt, hvad patienterne spørger om, da det handler om deres egen livssituation. Patienternes livssituation kan afvige meget fra hinanden, da vi både har patienter indlagt der udskrives igen og patienter der dør på Svanevig.
Mange patienter spørger om tidsaspektet – hvor lang tid de har tilbage – og det er svært at give et præcist svar på. Dog oplever jeg at spørgsmål om tidsaspektet ofte åbner op for andre samtaler og spørgsmål om livet og døden med alt hvad det indebærer.
Tab af funktionsevne er et tilbagevendende emne som kan give anledning til mange spørgsmål – bl.a. om hvordan fremtiden vil blive. Nogle patienter oplever en sorg og frustration over ikke længere at være uafhængige af andre og derved miste evnen til selvstændigt at gøre ting, som giver dem glæde. Her er samtalen om alt dét der fylder vigtig, mens vi på tværs af faggrupper kan udtænke nye måder, hvorpå patienten kan få gode stunder på, på trods af de fysiske begrænsninger.
Andre spørgsmål kan dreje sig om eksistentiel lidelse, hvor patienten føler en meningsløshed i forbindelse med deres situation. Ved spørgsmål som disse oplever jeg ikke at patienterne nødvendigvis søger konkrete svar, men snarere støtte i at finde mening eller blot at få lov til at dele deres tanker om f.eks. frygt, ensomhed eller håbløshed.
Hvor meget tid bruger du på pårørende, og hvilke spørgsmål oplever du oftest, at de har?
Det er meget forskelligt, hvor meget tid jeg bruger på at tale med de pårørende, da pårørendes behov, som patienternes, er forskellige. De pårørende kan være følelsesmæssigt- og fysisk udmattede, når patienten indlægges på hospice. Dels fordi de pårørende ofte har været meget “på” gennem sygdomsforløbet og dels pga. de bekymringer de kan have. Deres spørgsmål og behov varierer derfor meget fra praktiske spørgsmål til spørgsmål, der omhandler deres egen sorg og utryghed.
Nogle pårørende stiller undrende spørgsmål om, hvorfor vi gør tingene på en bestemt måde. De kan for eksempel spørge til medicinen eller hvorfor vi ikke “presser” patienten til at spise. Jeg ser de spørgsmål som naturlige, da de pårørende vil sikre sig, at deres kære får den bedst mulige pleje. Derfor ser jeg det også som en vigtig opgave at forklare baggrunden for vores beslutninger og behandlingsmetoder, så de føler sig inddraget og trygge i processen.
Pårørende er en vigtig samarbejdspartner i plejen til patienterne. De kender ofte patientens ønsker og behov bedre end nogen anden. Derfor er tiden, vi bruger med de pårørende, vigtig for, at både patienten og de pårørende kan få den bedst mulige tid sammen.
