Patienter og pårørende | Svanevig Hospice

Vi ønsker et godt samarbejde med jer som pårørende. I vil til enhver tid kunne bede om hjælp, råd eller vejledning. I er ligeledes velkomne til at ringe til hospice på alle tider af døgnet.

På hospice har vi ingen faste besøgstider. Som pårørende er I derfor velkomne hele døgnet. I er også meget velkomne til at benytte Svanevig Hospices tilbud og faciliteter samt at deltage i de forskellige arrangementer og aktiviteter, der foregår.

Som pårørende er I velkomne til at spise med til måltiderne.
Af hensyn til køkkenets planlægning bedes I informere personalet, om I ønsker at spise med, senest kl.10.00 den pågældende dag i hverdagene og senest fredag kl.10.00, hvis I vil spise med i weekenderne. Dette gælder for både middagsmad og aftensmad.
Som pårørende skal I betale for maden. Der hænger en prisliste i køkken/alrummet ellers spørg personalet.

Specielle ønsker eller større arrangementer bedes aftalt med køkkenet i god tid i forvejen af hensyn til planlægning. I weekenderne har køkkenet begrænset kapacitet og kan derfor ikke stille op til ekstra ønsker.

Som pårørende er du/I velkomne til at overnatte. Du kan enten være medindlagt og overnatte i lejligheden, eller du/I kan leje en af vores to gæstelejligheder, det koster 120 kr. pr. person, og I gør selv rent efter jer.
Lejlighederne bliver ofte brugt, så det er en god idé at booke på forhånd, hvis du/I ved, I får brug for overnatning.

Måltider bliver serveret i køkken-alrummet på følgende tidspunkter:

Morgenmad kl. 08.00 – 10.00
Middagsmad kl. 12.00 – 13.00
Eftermiddagskaffe kl. 14.30
Aftensmad kl. 18.00 – 19.00
Aftenkaffe kl. 20.00

Rygning: Rygning foregår i rygerummet eller på patientens egen terrasse. Patienter, der ønsker at ryge, vil blive hjulpet til rette i rygerummet eller på deres terrasse – om nødvendigt i kørestol eller seng.

Tilbud til pårørende og efterlevende: Den første torsdag i måneden fra kl. 19 til 20.30 er I som pårørende og efterlevende velkomne på Svanevigcafeen til en kop kaffe/te/sodavand og en snak. Om stort eller småt. Der er plads til det hele. Tilmelding er ikke nødvendig. I møder bare op, når og hvis I har tid og lyst. Der vil være mindst én frivillig at tale med, og så vidt det er muligt, kan I også komme til at tale med en sygeplejerske.
Det er ind imellem følelsesladede emner, der kommer op på disse aftener, så derfor beder vi om, at børn bliver hjemme – eller er så store, at de kan underholde sig selv i vores stuer eller legerum.

Hvad har det betydet for dig at være indlagt på hospice?
Det lyder måske mærkeligt, men det er en oplevelse helt ud over det sædvanlige. Det har været helt fantastisk.
Før jeg kom her havde jeg fået min dødsdom på sygehuset. Mit hjerte fungerer kun fem-ti procent, og lægen på sygehuset fortalte mig, at jeg havde mellem otte og 14 dage tilbage at leve i. Det gjorde ikke mig så bange, jeg vidste godt, det var skidt. Men min familie var helt slået ud.
De kunne ikke gøre mere for mig, så jeg blev udskrevet, og det første, jeg gjorde, var at ringe til min præst. Jeg er ikke specielt kristen, men jeg tror på, der er en højere bevidsthed, og jeg har mange gange haft en snak med direktøren deroppe. Så på det tidspunkt havde jeg brug for en snak med min præst, Jesper Vigant, og det hjalp, at vi bad Fadervor og sagde trosbekendelsen sammen. Det blev en slags afslutning.

Et par dage efter blev der en plads ledig her på hospice. Jeg var helt sikker på, jeg skulle herover for at dø. Og nu skal jeg i stedet hjem! Jamen, det er jo helt utroligt.
Med det samme jeg mødte ham medicinmanden, Niels, lægen, så begyndte det at gå fremad. Nærmest med det samme. Han er fuldstændig fantastisk. Han er så forstående, så grundig, og han forklarer præcis, hvad han gør. Og tænk, han er en læge, man kan hygge sig med! Det eneste, der er trist, er, at der er så mange syge mennesker, der aldrig kommer til at møde ham.
Niels kiggende på min medicin og fandt ud af, at der var noget af det, der modarbejdede hinanden. Jeg havde svært ved at trække vejret, og mine ben var så hævede, at jeg ikke kunne gå. Og se, hvor godt jeg har det nu. Jeg kan gå rundt om aftenen og sige godnat til de patienter, der ikke har det så godt som mig. Det betyder meget for mig.

Hvad vil du sige til de mennesker, der ikke ved, om de skal takke ja til et tilbud om at komme på hospice?
Jeg vil sige, at de overhovedet ikke skal bruge hjernen… de skal bare skynde sig at sige ja tak! Jeg ved godt, at de fleste ikke kommer hjem igen, men den tid, de har tilbage, vil være så meget bedre og mere tryg, hvis de er her.

Alle er så venlige og søde, så imødekommende. Der er smil og hjælpsomhed fra alle – både fra personalet og de frivillige. Jeg ved godt, det ikke er et ferieophold, men det er næsten sådan, det har føltes. Og jeg har altså boet på mange hoteller rundt om i verden, ingen af dem kan sammenlignes med det her.

Men du har også oplevet, at patienter, du har haft det hyggeligt med, er døde. Hvordan er det at være et sted, hvor du ofte vil opleve det?
Altså for det første så sker det jo, at vi taler sammen om døden og den sidste tid. Det kan være nogle meget dybe samtaler. Men det sker også rigtig tit, at vi ender med at sidde og hyle af grin. Der er plads til det hele.

For nylig døde to af dem, jeg har haft meget at gøre med. Næsten samtidig, døde de. Den aften græd jeg som en 14 årig tøs. Men personalet og de frivillige var hurtige til at komme og trøste. Sådan er det jo at være her. Og det er i orden. Der er plads til alle følelser.

Hvad får du dagene til at gå med?
Jamen, der sker jo hele tiden noget. Hvis man har lyst. Der er morgensang, der er fysioterapi og træning, der er mulighed for at male eller komme ud at gå. Der er altid nogen at tale med. Her er jo altid frivillige, som har tid til en snak. Også med de pårørende. Det har blandt andet betydet meget for min datter. Man kan deltage i de ting, der sker, eller man kan lade være. Det er helt op til en selv.

Jeg er med i Odd Fellowlogen og har været et i 33 år, så jeg har haft rigtig mange besøg fra de venner, jeg har fået der. Og det er der også plads til. At der kan komme besøg, og at de kan få kaffe og et stykke kage med. Det har også betydet meget.

Glæder du dig til at komme hjem?
Ja, det gør jeg selvfølgelig. Men der er da også lidt nervøsitet. Når man er vant til, at der altid er nogen, når man trykker på alarmen, eller når man bare går ud af sin lejlighed. Men jeg har det så godt nu. Det skal nok gå fint derhjemme også. Jeg har jo fået mit liv igen.