Socialrådgiver

Bettina Buchwald, socialrådgiver på Svanevig Hospice

Hvilke opgaver har du som socialrådgiver på hospice?

”Først og fremmest hjælper jeg med råd og vejledning. Det kan for eksempel være om økonomi: Har patienten og en ægtefælle fælles konti? Skal der ansøges om sum ved kritisk sygdom og lignende økonomiske spørgsmål. Jeg sætter mig også ind i, hvilke legater en patient selv kan søge hos fx Kræftens Bekæmpelse.
Der kan også være behov for at tale om testamente. Jeg udarbejder det ikke, men jeg kan være med til at stille spørgsmål til patienten, så vedkommende kan begynde at afklare, om der skal laves testamente, og hvad der eventuelt skal medtages i det. Måske er der brug for at tale om fuldmagter, digital arv, koder til fx pc’en, eBoks, sociale medier mm.
Jeg hjælper også med at vejlede om ansøgninger til forskellige ting fx plejeboliger og hjælpemidler.
Og så har jeg selvfølgelig mange samtaler med patienter og pårørende om alt mellem himmel og jord”

Hvad har du lavet inden, du kom på Svanevig?

”Jeg har en bred erfaring, hvor jeg blandt andet har arbejdet i kommuner, i den private sektor, været selvstændig socialrådgiver, samt arbejdet i Grønland. Jeg har arbejdet med mennesker med misbrugsproblematikker, psykisk syge og sårbare, samt rådgivet deres pårørende”.

Hvor tit er du på hospice?

”Jeg er her som udgangspunkt mandag og torsdag, men hvis man har behov for hjælp derimellem, så kan man tale med personalet, og så kan de kontakte mig”.