Træk et kort – og få en god snak sammen
Vi har sammen med Forlaget Højlund og Hospice Forum Danmark udviklet et sæt samtalekort. Kort, der stiller livsfilosofiske spørgsmål, som kan bruges til at sætte gang i en god snak. En snak om livsværdier, en snak om, hvad der betyder mest i dagligdagen, og om hvad der har været og er vigtigst i livet.
Man bestemmer naturligvis selv, hvor dyb samtalen skal være. Og vi anbefaler, at I selv vælger hvilke kort, I har lyst til at tale om. Ideen er ikke, at I skal igennem alle 48 kort på en gang. Vælg det eller dem, der giver mest mening lige nu, og se hvor samtalen tager jer hen.
Du kan naturligvis også vælge at bruge kortene på andre måder end i direkte samtale.
Måske har du lyst til at trække et kort en gang imellem og bruge det som udgangspunkt for din egen refleksion. Måske har du lyst til at præsentere et eller to kort for dine nærmeste og fortælle dem om dine tanker omkring de udsagn, du har valgt.
Vores valg og livsværdier er gaver, vi kan vælge at give videre til dem, der er os nærmest.
Kortene ligger nu i alle vores lejligheder som en lille gave til patienter og pårørende.
Du kan også købe et sæt kort til dig selv, de koster 75 kr. eksklusive porto
Kontakt os på kontakt@svanevighospice.dk eller på 5444 5434, så sender vi kortene til dig 🙂